Racebeskrivelse Borzoi

Borzoi - på russisk Barzaja Sobakam "Hund, hurtig som vinden" er en ædel og værdig hund, men først og fremmest meget elegant på trods af den store højde. Borzoi'en hører til blandt mynderne og er derfor en særdeles hurtig løber. Racen stammer oprindeligt fra Rusland (deraf tilnavnet "Russer") og kan på malerier dateres helt tilbage til 11-12 hundrede tallet. Man mener, at dens forfædre er et mix mellem orientalske mynder og russiske jagthunderacer. Adelen i Rusland anvendte Borzoi'en til store jagter hvor der sagtens kunne indgå op til et par hundrede Borzoi'er samt lige så mange gæster, jægere og tjenestefolk.

I 1650 offentliggjorde man den første egentlige standard på Borzoi'en, men først for ca. hundrede år siden var racen blevet til den man kender idag, før den tid var der helt op til 7 forskellige typer spredt over det enorme land. I årene frem til 1917 blev der eksporteret en del Borzoi til Europa, England og USA, og disse stammer var stort set det eneste der blev tilbage af racen, for under den russiske revolution var det ikke kun adelen der måtte lade livet men også deres hunde.

De fleste nulevende Borzoi nedstammer hovedsageligt fra storhertug Nikolai Nokalavitsch's Perchino-kennel, som gennem et selektivt og omhyggeligt opdræt er resulteret i smukke, intelligente, hurtige og modige mynder. Den voldsomme historiske baggrund er også hovedårsagen til at racen er uændret gennem mere end 100 år.

Borzoi'en kom til Danmark først i 1900-tallet, hvor den hurtigt blev meget populær, men siden 1950'erne har antallet af Borzoi været for nedadgående og først indenfor de seneste 10-15 år har der været en svagt stigende interesse for denne prægtige mynde.

Borzoi'en er en stor hund med sin skulderhøjde på mellem 70 og 85 cm. Den er slank, meget muskuløs og kendes især på de harmoniske og elegante bevægelser samt den meget smukke silkeagtige bølgede pels, der varierer i farverne fra hvid/beige over rød til brun eller grå/sort, og som findes enten i rene farver eller i kombination af farverne ofte med hvidt. Borzoi'en hører som de fleste andre mynder til blandt de sundeste hunderacer, og selv den flotte pels er enkel at holde. Borzoi'en har behov for en del motion, til gengæld stiller den ikke store krav til boligen, da den normalt vil forholde sig rolig her. En Borzoi vil med sit specielle særpræg kræve en ganske tålmodig ejer, da man ikke kan opdrage på den, som man kan med almindelige selskabs- og brugshunde.

Opdragelsen af Borzoien kræver som ved andre mynder, at man dels er opfindsom, og dels accepterer at lydighed ikke er noget der kan læres, men som skal vindes gennem tillid til hunden. En Borzoi kan ligesom andre hunde lide at løbe efter en bold eller pind man kaster, men man bliver taget ved næsen, hvis man tror at det kan ske meget mere end en enkelt gang. Typisk ved anden eller tredje gang vil Borzoi'en stirre forundret på dig "for nu har vi jo prøvet det" - og du får selv æren af at løbe efter "pind". Som eksemplet her beskriver skal man som ejer af en Borzoi behandle den med værdighed og respekt for dens evne til at lære meget hurtigt, man kommer absolut længst med kreativitet og forståelse for Borzoi'ens stædighed, råbende lydighedskommandoer og skælden ud vil blot skabe grobund for yderligere stædighed. Livet med en Borzoi er udfordrende, men ofte sjovt og lærerigt, dog skal man huske at det er en stor hund med en meget fin pels, så nærværet er ofte i øjenhøjde kombineret med et hundehår hist og pist.

Af Eva Holck Lundum